overgang fra børnehave til skole
HUSK: dit barn er ikke automatisk indskrevet på Filskov Friskole.
Derfor er det vigtigt at I melder ind så hurtigt som muligt.
Fra april til august deltager de ældste børn i:
- Morgensang og aktiviteter på skolen
- Biblioteksbesøg og gåture med børnehaveklassen
- Faste besøg af den kommende klasselærer
- Faste dage i SFO om eftermiddagen
Det er meget vigtigt for os at skabe en tydelig og tryg forbindelse mellem børnehave og skole. Derfor lægger vi stor vægt på at sikre en glidende overgang for børnene. Allerede året før skolestart begynder denne proces, når de ældste børn bliver en del af Delfingruppen – den gruppe børn, der skal starte i skole sammen. I Delfingruppen fokuserer vi i på at styrke børnenes sociale relationer, selvkontrol og evne til at klare sig selv i hverdagen. For os er det vigtigere at sende en stærk, socialt velfungerende gruppe i skole – børn, der kan samarbejde og løse konflikter – end en gruppe, der nødvendigvis allerede kan stave og tælle. De faglige færdigheder skal de nok tilegne sig i skolen.
Vi opfordrer forældrene til delfinbørnene til at arrangere legeaftaler på kryds og tværs, så børnene får mulighed for at lære hinanden, hinandens hjem og familier bedre at kende.
Som en del af forberedelsen til skolen tilbyder vi også en overnatning i børnehaven for Delfingruppen. Det er en opgave, der arrangeres i samarbejde med forældrene, mens børnehaven står for rammerne og faciliteterne.